Menu ikon

Kontakt lokalafdeling

phone
Udsigt fra Marks mobile tårnkran over København

Mød menneskene i BMS

Fra lærling til nye udfordringer i kranen

Mark Møller Sparre Jensen Mobil tårnkranfører, på vej til mobilkran

Hvidovre

Mark havde egentlig ikke planlagt en karriere med kraner. I dag har han været omkring køreplader, lastbilkran og mobil tårnkran, og næste skridt bliver mobilkran.

Vejen dertil har ikke været helt lige. Undervejs har Mark både skiftet retning, lært nyt og fundet ud af, hvad der passer ham bedst.

Et telefonnummer fra en BMS-kranfører

Da Mark blev færdig med gymnasiet, vidste han mest af alt, hvad han ikke ville. Han havde ikke lyst til at ende på et kontor. Han ville ud og lave noget.

Vejen til BMS begyndte lidt tilfældigt, da Marks far skulle have flyttet nogle containere på sit arbejde. Her faldt han i snak med kranføreren Søren fra BMS og fortalte om sin søn, der netop var blevet færdig med gymnasiet og ikke havde fundet den rette vej videre endnu.

Mark fik nummeret til den uddannelsesansvarlige hos BMS, ringede op og kom først i praktik for at snuse til faget. Kort efter begyndte han som lærling i Hvidovre.

En samtale blev vendepunktet

Starten som lærling gik ikke helt, som Mark selv havde forestillet sig. Han var ung og tog, med egne ord, lidt for let på det i begyndelsen. Efter cirka tre måneder blev han kaldt til en samtale.

Den blev et vendepunkt.

“Hvis nogen skal bestemme, om jeg skal blive, er det mig.”

Mark besluttede sig for at tage arbejdet mere alvorligt. Det kunne mærkes.

I 2022 blev han færdiguddannet og fastansat hos BMS. Samme år modtog han Transportens Lærlingepris som årets transportlærling efter en markant udvikling gennem læretiden.

Selve overrækkelsen kom bag på ham. Flere måneder efter han havde hørt, at han var nomineret, var han ved at pakke kufferten til ferie, da han blev bedt om at møde ind på kontoret i Hvidovre. Her ventede både familie og kollegaer på at fejre ham.

Fra køreplader til egen mobil tårnkran

Som lærling begyndte Mark med køreplader. Siden kom han over på lastbilkran, og efter eget ønske fik han mulighed for at prøve kræfter med en mobil tårnkran.

Her har han især arbejdet med hejseopgaver som overdækninger, tagpap, stålmontage og ventilation.

Det er en type arbejde, der passer ham godt.

“Jeg kan godt lide at holde ude i længere tid på projekter.”

For Mark handler det ikke kun om selve løftet. Det er især interessant, når han kan følge arbejdet fra begyndelsen og se projektet tage form.

“Det er sjovest at være med fra start til slut. Så kan man bagefter vise kammeraterne et byggeri og sige: Det har jeg været med til.”

Marks mobile tårnkran på opgave

Næste skridt bliver mobilkran

Nu er Mark igen klar til noget nyt.

Når der er fundet en afløser til hans mobil tårnkran, er planen, at han skifter til mobilkran. Det betyder nye opgaver, mere kørsel og en anden hverdag end i den mobile tårnkran.

For det har været gennemgående for Marks tid hos BMS, at han selv har opsøgt næste skridt. Fra køreplader til lastbilkran. Fra lastbilkran til mobil tårnkran. Og snart videre igen.

Samtidig betyder erfaringen fra de forskellige områder, at han stadig kan træde til flere steder, når der er brug for det.

“Jeg er meget alsidig og har snart kørt det hele. Jeg kan stadig bruges hele vejen rundt.”

Hjælpen er ikke langt væk

En stor del af arbejdsdagen i en mobil tårnkran foregår alene. Men Mark oplever ikke, at man står alene med opgaverne.

Blandt kranførerne er der tæt kontakt, og der bliver løbende delt erfaringer om både kranerne og arbejdet.

“Vi hjælper hinanden og vidensdeler meget i hverdagen.”

Og det er netop kollegaerne, Mark fremhæver som en vigtig del af jobbet. For selv om man sidder alene i kranen, er der altid nogen at ringe til.

Marks mobile tårnkran en tidlig morgen

“Hvis nogen skal bestemme, om jeg skal blive, er det mig.”

Mark Møller Sparre Jensen
Mobil tårnkranfører, på vej til mobilkran
Se ledige stillinger