20. august 2026
PRESSEMEDDELSE: BMS Kivitsisut
Nuuk, 20. august 2026
Nyt grønlandsk kranselskab kan løfte udviklingen
Nuuk Transport A/S samler kranaktiviteterne i et nyt selskab, BMS Kivitsisut, som skal ejes 50/50 sammen med BMS Group A/S. Parterne har ansøgt de grønlandske konkurrencemyndigheder om tilladelse. Selskabet får base i Nuuk, daglig grønlandsk ledelse og væsentligt lettere adgang til materiel, mandskab og tekniske ressourcer.
Nuuk Transport A/S og BMS Group A/S har ansøgt de grønlandske konkurrencemyndigheder om tilladelse til at oprette selskabet BMS Kivitsisut. Nuuk Transport lægger sine kranaktiviteter ind i det nye selskab, som de to parter skal eje med 50 procent hver. Selskabet får base i Nuuk og vil kunne løse krævende opgaver i hele Grønland. Niclas Niclasen, direktør i Nuuk Transport, bliver direktør for BMS Kivitsisut, mens Kim Hvolbøl, projektsalgsdirektør i BMS, bliver bestyrelsesformand.
For Niclas Niclasen handler aftalen først og fremmest om at gøre en veletableret grønlandsk virksomhed stærkere.
”Det, vi går ind i her, er en styrkelse af en eksisterende grønlandsk virksomhed. Vi er fagligt stærke, men det er ind imellem sket, at der har været opgaver, hvor vi har manglet musklerne eller specialudstyret. Det ændrer sig nu,” konstaterer Niclas Niclasen.
Selskab får kapacitet til at følge med udsvingene
Den største gevinst ved det nye selskab er, at selskabet kan skalere op og ned i takt med aktiviteten i den grønlandske byggesektor.
”Vi oplever hyppigt betydelige udsving i aktiviteten. Det kan medføre spidsbelastninger og flaskehalse, hvor forskellige aktører risikerer at stå i vejen for hinandens tidsplaner,” siger Niclas Niclasen.
”Men kigger vi fremover ind i en sæson, hvor der f.eks. skal bruges otte mobilkraner, så vil det være langt nemmere at håndtere i det nye selskab, hvor vi lettere og mere fleksibelt kan trække på materiel fra hele BMS-koncernen. Den mulighed har ikke været der før,” bemærker han.
Større volumen giver samtidig en bedre udnyttelse af materiellet, og det kommer kunderne til gode i form af mere fleksibilitet og konkurrencedygtige priser. Selskabet forventer fortsat høj byggeaktivitet på det lokale marked i form af opførelsen af hoteller, sundhedsfaciliteter, skoler og institutioner. Samtidig rykker større projekter inden for infrastruktur, vandkraft, minedrift, havneanlæg og forsvar nærmere.
”Når vi kan bakke solidt op om logistikken, bliver det meget nemmere at realisere større projekter heroppe,” tilføjer Niclas Niclasen.
”Samtidig sender vi et vigtigt signal til entreprenører – lokale såvel som udenlandske. Nemlig at BMS Kivitsisut er klar til at håndtere de logistiske udfordringer, der er forbundet med transport, montage og bemanding af kranmateriel, som de tidligere selv har skullet håndtere,” siger Kim Hvolbøl, projektsalgsdirektør i BMS og kommende bestyrelsesformand i BMS Kivitsisut.
Lokal forankring og international rygdækning
Kim Hvolbøl forklarer, at BMS kommer til at bidrage med materiel, projektledelse og teknisk kapacitet i det nye selskab.
”Vi har samarbejdet med Nuuk Transport i rigtig mange år, og med det her fællesskab er vi til stede lokalt og kan samtidig trække på et internationalt netværk. Vi har en stor ingeniørafdeling, der løser statik, sikkerhed og tegningsarbejde, og vi har projektledelse og materiel i en anden skala. Det er nogle af de kompetencer, vi bringer med os, og det giver en række virkeligt interessante synergier,” konstaterer han.
Kim Hvolbøl peger også på, at en stor del af materielporteføljen i dag kører på el:
”Vi har mange kraner, der er drevet på el, og mobile tårnkraner, som kan sættes ind hurtigt, hvis behovet opstår. Det passer godt til de krav, der stilles i dag. Både i forhold til emissioner og med tanke på nær- og arbejdsmiljø nær bygge- og anlægspladser,” siger han.
Hos BMS Group ser koncernchefen den lokale partner som selve forudsætningen for at gå ind i markedet:
”Set fra min stol handler det om, at vi i Nuuk Transport har en samarbejdspartner, som vi både oplever som særdeles kompetent og som vi har stor tillid til efter mange års samarbejde. Eller sagt på en anden måde: Uden en så stærk og betroet partner som Niclas i front for det fælles selskab var vi aldrig gået ind i det. Til gengæld kan vi bidrage med materiel, ingeniør- og projektlederkompetencer,” siger Jens Enggaard, CEO i BMS Group A/S.
Selskabet oprettes, når de grønlandske konkurrencemyndigheders godkendelse foreligger.
Fakta om BMS Kivitsisut
- Skal ejes 50/50 af Nuuk Transport A/S og BMS Group A/S. Nuuk Transport A/S bliver moderselskab for den grønlandske ejerandel.
- Base i Nuuk, opgaver i hele Grønland
- Direktør: Niclas Niclasen. Bestyrelsesformand: Kim Hvolbøl.
- Ca. 20 medarbejdere: kranførere, projektledere og afdelingsledelse.
- Oprettelsen er betinget af godkendelse fra de grønlandske konkurrencemyndigheder.
Om Nuuk Transport A/S
Grønlandsk ejet transport- og logistikvirksomhed med base i Nuuk og over 200 medarbejdere. Virksomheden løser opgaver inden for transport, kraner og løft, havneservice, mandskabsudlejning, renovation og servicering af råstofvirksomheder.
Om BMS Group A/S
BMS Group A/S, som primært har aktiviteter i Danmark, er en del af BMS Koncernen, der også indbefatter BMS Heavy Cranes. Derudover har BMS Group A/S en 50 %’s ejerandel af BMS Stangeland med aktiviteter i Norge, Sverige og Finland.
BMS Koncernen har i alt ca. 2.400 medarbejdere.
For mere information, kontakt
Kim Hvolbøl
Niclas Niclasen
+299 55 78 03
